Jecita og Lasic Radisav har altid været glade for at bo i deres lejlighed og for deres dagligdag i afdeling 10. Herfra var der ikke langt på arbejde, her kunne deres tre børn lege med de andre børn på fællesarealerne og her har fire af deres nu fem børnebørn sammen med deres bedstemor oplevet at kunne sove på en lang række i stuen.
Første torsdag i november var en mindre delegation fra DOMI Bolig forbi Torvald Køhlsvej for at markere, at hr. og fru Radisav lidt tidligere på året havde boet hele 50 år i den samme lejlighed. Delegationen blev modtaget med store smil og budt på kaffe i dagligstuen. Her tog fortællingerne hurtigt form.
Lasic Radisav åbnede døren på vid gab og inviterede med store smil straks DOMI Bolig – organisationsbestyrelsesformand Herdis Larsen, direktør Preben Jacobsen og Bent Behrendt fra Service – indenfor.
Indenfor blev de 50 år markeret med overrækkelsen af en kurv og lykønskninger. Herdis stod for overbringelsen, og Lasic tog imod på parrets vegne.
En to-tre år der blev til for altid
Både Jecita og Lasic er født i det tidligere Jugoslavien. Lasic er udlært maskinarbejder og kom i 1970 til Danmark for at arbejde “en to-tre år”, som han med smil i både øjne og stemme mindes, at han dengang regnede med, det skulle blive til.
Straks efter sin ankomst fik han sit første job. Det var i Ballerup. Lasic fortæller om, hvordan han dengang blot mødte op på fabrikken, præsenterede sig, fremviste sit pas og inden for en halv time var ansat. Jecita kom til Danmark i 1972.
Det var i forbindelse med at fabrikken i Ballerup lukkede, at Radisav kom til Odder. Hun fik job som syerske på Nordisk Tekstil, og han havde så godt tag på de store hydraulik-maskiner, at der var rift om ham på flere af de store fabrikker, der dengang lå i Odder. Lasic mindes, hvordan han blev headhuntet til et jobskifte og gik fra 12 kroner og 24 ører til en timeløn på 18 kroner og 75 ører.
Lasic fortæller begejstret og med store armbevægelser. Ind i mellem afbryder han sig selv for at understrege, hvor glade han og Jecita er for deres bolig og for at bo, hvor de bor.
Vi er meget glade. – Man skal nyde livet, mens man har det.
Han er en energisk mand. Lasic er selv overbevist om, at det skyldes, at han tidligere svømmede 2½ km to gange om ugen og i 15 år har spillet fodbold. Han fortæller også om dengang, der faldt så meget sne i Odder, at han måtte opgive at cykle hjem fra aftenvagten og i stedet tage cyklen på nakken og gående kæmpe sig vej gennem snemasserne.
I dag passer han på sin kone. Jecita slås med smerter i nakken og døjer med svimmelhed, men Lasic sørger for, at de hver dag kommer ud at gå tur sammen. De har tre børn og fem børnebørn. Snakken falder på dengang, hvor der var mange flere børn i afdelingen. I hvert fald flere der løb og legede sammen på fællesarealerne.
Igen fremhæver Lasic, at de altid har været glade for at bo i afdelingen og for deres lejlighed.
Vi har aldrig haft problemer, hverken med boligen eller naboerne.
Det ene gode minde efter det andet bliver hentet frem. Fx det om dengang fire af børnebørnene var på besøg samtidig og endte med at ville sove på række sammen med Jecita i stuen. Lasic måtte som den eneste se sig henvist til at overnatte i et af lejlighedens værelser.
Lasic kigger smilende op, og slår det endnu en gang fast:
– Vi skal nyde livet, mens vi har det.