I denne ønsketid

Juletid er ønsketid. Men i beboerdemokratiet er ønsker defineret som forslag velkomne og relevante hele året. Dine ønsker formuleret som forslag kan blive til konstruktive løsninger på ting, der unødvendigt irriterer i hverdagen.

I god tid
Vel skal forslag først til afstemning på afdelingsmødet, hvoraf de ordinære af slagsen som bekendt afholdes i august-september. Men har du et ønske om, at noget skal ændres i din afdeling, kan det være en god ide at få det formuleret, måske justeret og i hvert fald prissat i god tid, inden den endelige afstemning skal finde sted.

Som noget af det første er det også altid en god ide at debattere dine ønsker med naboer, andre beboere i afdelingen og afdelingsbestyrelsen. Måske har de endda bedre ideer til, hvordan dine ønsker kan blive opfyldt.

Økonomiske konsekvenser
DOMI Bolig hjælper gerne med at klarlægge økonomien i et forslag og bistår også gerne med den endelige formulering af forslag af alle slags. Økonomien i et forslag være grundigt klarlagt, inden det skal til afstemning, fordi det i mange tilfælde kan have økonomiske konsekvenser for afdelingen at gennemføre de forslag, der bliver stillet.

Det er også en af de væsentligste grunde til, at forslag er velkomne hele året. Det kan være svært at finde tid til sammen at få et forslag endeligt justeret og beregnet de eventuelle økonomiske konsekvenser for huslejen i boligafdelingen, hvis alle forslag om ændringer i samtlige af DOMI Boligs 40 boligafdelinger først kommer for dagen, efter vi i juni måned har indkaldt til de ordinære afdelingsmøder i august-september.

Derfor er ønsker som forslag velkomne hele året hos DOMI Bolig.

Værd at vide

Alle beboere med adgang til og stemmeret på afdelingsmødet har ret til at stille forslag til afdelingsmødet.

Forslag skal stilles skriftligt.

Forslag skal være DOMI Bolig i hænde senest to uger før et afdelingsmøde men behandles hele året.

Forslag sendes til:  udlejning@domibolig.dk

1) Angiv din boligafdeling, dit navn og din adresse.

2) Giv dit forslag en sigende overskrift

3) Beskriv forslagets indhold, så der kan stemmes ja eller nej

4) Begrund dit forslag

5) Angiv et prisoverslag – hvad koster det at gennemføre dit forslag?