Der var både benovelse og stor spørgelyst at spore, da en mindre delegation fra DOMI Boligs Serviceafdeling og Projektafdeling i begyndelsen af februar var på besøg hos Kastrup A/S. Kastrup producerer både træ, plastik og træ/alu vinduer og døre. De senere år er en del af sidstnævnte slags blevet installeret i flere af DOMI Boligs afdelinger i forbindelse med renoveringer.
De drog vestpå
En kold morgen trodsede den lille flok service- og projektmedarbejdere sne og frost og nåede i to biler hele vejen frem lidt nord for Skive, hvor den danske vinduesproducent Kastrup har den ene af sine to fabrikker. Det er her de producerer de omtalte træ/alu-vinduer og døre, der i dag udgør 70-80 procent af Kastrups omsætning, og det var dem, kollegaerne var ude efter at høre mere om.
Indblik og knowhow
Ny viden og gode fif skortede det bestemt ikke på. Er der en mand, der kender sine produkter godt, er det Kastrups salgschef i Øst Lasse Aabenhus. Han var DOMI Boligs guide under hele besøget, og der var imponerende få øjeblikke, munden stod stille på ham.
Lasse tog os med på en rejse gennem virksomhedens udvikling fra opstart i 1995 med produktion af plastikvinduer i en lejet produktionshal i Holstebro til de i dag to fabrikker, tre showrooms og 250 medarbejdere.
Derudover førte Lasse os også på en længere gåtur gennem fabrikken. Fra levering af træet – over automatiseret tilskæring, udfræsning og maling af de enkelte trædele samt manuel afpudsning og spartling, samling af rammer, montering af aluminiumselementer og glas – til håndteringen af de færdige produkter.
Hele vejen rundt summede der af produktivitet og god energi. Lasse opsummerede:
“Vi gør det, vi synes er det rigtige.”
Da vi kom fra fabrikken til showroomet, hev Lasse skruetrækkeren op af lommen. Så kan det nok være, der blev spidset ører hos kollegaerne. Med afsæt i de udstillede vinduer og døre demonstrerede han her forskellige versioner af, hvordan man skal justere hvornår, fx hvis døren hænger på den ene eller den anden måde, hvis håndtaget ikke kan lukkes eller en lås er gået i baglås. Kollegaerne fik noget at leve op til:
“Det tager 10 minutter at skifte en stanglås.”
Indsigt og input
Både de meget konkrete anvisninger og det at besøge en virksomhed, der leverer produkter vi møder i hverdagen, har stor værdi. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at de mange fif og erfaringer, der i løbet af dagen blev udvekslet mellem Kastrup og Projekt og Service hos DOMI Bolig, fremover vil gøre gavn.
Også det at opleve, hvor stor en rolle de enkelte Kastrupmedarbejdere spillede i produktionslinjen, gjorde indtryk på DOMI Bolig kollegaerne. I Lars Korreborgs gengivelse:
“Det var overraskende at se, hvor mange hænder de enkelte dele gik igennem. Og imponerende med den gigantiske maskine midt i produktionslinjen, der havde automatiseret 32 medarbejderes arbejde. Og ikke mindst at alle 32 kunne forflyttes til nye funktioner og beholde deres arbejde. Derudover var det skønt at opleve, hvor engagerede de enkelte medarbejdere virkede.”
Som medarbejder gør det godt at opleve, at man en sjælden gang mest af alt skal tage imod og ikke primært yde. Og så er det jo heller ikke hver dag, man får serveret både morgenbrød og højt belagt smørrebrød. Stor tak til Kastrup A/S, salgschef Øst Lasse Aabenhus for formidabelt værtskab og til marketingassistent Mette Stribolt for anretningerne.