Vores organisationsbestyrelsesformand Herdis Larsen er en travl dame. Her er hun fanget på vej ud ad døren fra morgenens møde med DOMI Boligs direktør. I aftes blev hun og organisationsbestyrelsesmedlem Karen Hansen genvalgt til valgmøde i BL’s 5. kreds og fortsætter nu deres kredsarbejde som hhv. kredsnæstformand og kredsrepræsentant. Organisationsbestyrelsesmedlem Rikke Kristine Skovsgaard er ny suppleant for Karen.
BL’s kredse
BL – Danmarks Almene Boliger er interesse- og brancheorganisation for de almene boligorganisationer og de knap en million almene beboere. Interesseorganisationen har i alt 11 geografisk opdelte kredse, der alle fungerer som bindeled mellem BL og boligorganisationerne og de kommunale samarbejdspartnere.
Engagement og erfaring
Herdis bestrider nu kredsnæstformandsposten på fjerde år og har 14 års engagement i kredsarbejdet med sig i tasken. Som næstformand i 5. kreds er hun også en del af BL’s bestyrelse og med til at udarbejde hovedorganisationens overordnede mål. Karen har nu været kredsrepræsentant i to år. Kredsrepræsentanternes fokus ligger på udvekslingen mellem boligorganisationerne og BL.
Beboerstemmer fra DOMI Bolig
Vi kan i DOMI Bolig være både glade for og stolte over Karen og Herdis’ indsats. Med deres beboerdemokratiske engagement er de med til at sikre den almene beboers interesser såvel lokalt som nationalt.
Du kan læse mere om kredsarbejdet i BL her.