En ikke helt lille “bette sommerfest”

Der var flot fremmøde og glade deltagere i alle aldre til den årlige sommerfest i afdeling 11 Stampmøllevej lørdag den 17. august

Vi gør det gerne

Sommerfesten er en tilbagevendende begivenhed. Afdelingsbestyrelsen inviterer, arrangerer og står for alle forberedelserne. Der skal bestilles ”udstyr” som hoppeborg, sumodragter og slush ice-maskine; handles ind og trækkes elektricitet; brygges kaffe, stilles op; bydes velkommen; og arrangementet skal afvikles.

Raymond, der er med i bestyrelsen på andet år, er ikke i tvivl:

Når opbakningen er der, gør vi det gerne.

Det er også Raymond, der beskedent kalder det ”en bette sommerfest”. Men med i omegnen af 40 små og store deltagere sådan en lørdag eftermiddag i august, er det da vist en underdrivelse. Afdelingen har 72 lejemål.

Vejret var med os

Raymond beretter fra dagen: ”Mens bestyrelsen gjorde klar til festen var der truende skyer på himlen, men da festen kom i gang strålede solen på sit højeste. Allerede inden hoppeborgen var pustet op, stod de første børn klar til at smide skoene og lave både saltomortaler og kolbøtter. Traditionen tro blev der serveret både kaffe, kage, saftevand og slush ice – og som noget nyt var der også en popcorn-maskine.”

”Bestyrelsen vil gerne takke alle fremmødte for en virkelig hyggelig eftermiddag, mon ikke vi gentager succesen til næste år?” lyder det afslutningsvist fra Raymond, der skynder sig at tilføje, at forslag til nye aktiviteter til sommerfesten altid er velkomne, og at bestyrelsen også står klar til at bakke op om nye initiativer.