Afdeling 58 Tunø er en realitet

Snart bygger DOMI Bolig almene lejeboliger på Tunø.  Den lille ø i Kattegat med pt. 71 faste beboere. Her etablerer vi en lille unik boligafdeling med otte moderne boliger placeret i tre længer med et grønt fælles opholdsareal imellem sig. 2 toværelses (55m2), 4 treværelses (85 m2) og 2 fireværelses (110 m2) – otte boliger, som man allerede nu kan skrive sig på ventelisten til.

– Det er ikke nogen selvfølge, at der bygges almennyttige boliger på nogle af de 27 danske småøer. Det er faktisk helt usædvanligt og exceptionelt, og det kan kun lade sig gøre af én grund; nemlig at vi har haft en usædvanlig god samarbejdspartner i DOMI Bolig

– Sådan lød det fra Kommunalbestyrelsesmedlem og dengang viceborgmester i Odder Kommune, Leif Gjørtz Christensen (EL), da der i maj 2023 blev givet forhåndstilsagn om byggeriet af de otte almene familieboliger og grønt lys til, at DOMI Bolig kunne købe dele af den tidligere skole på Tunø.

I oktober 2023 blev Lokalplan 9002 – Boliger ved Tunø Hovedgade endeligt vedtaget. DOMI Bolig er nu i gang med de sidste forberedende øvelser. Vi forventer første spadestik andet kvartal 2024 og indflytning andet kvartal 2025.

Den nye boligafdeling får til huse foran skolebygningen på arealet mellem Tunø Hovedgade og den nuværende lærerbolig, der skal rives ned. Selve skolebygningen bagved indgår ikke i projektet.

  Få flere indtryk af afdeling 58 Tunø

Arkitekt: KAARK – Kenneth Arboe Arkitektur.

Skriv dig på ventelisten til boligerne hos AARHUSbolig.