Den 1. september flyttede elleve forventningsfulde beboere ind i de spritnye lejligheder i DOMI Boligs afdeling 51 Banegårdsgade 14. Ungdomsboligerne ligger på 1. og 2. sal ovenover, hvad der skulle have været en Aldi. Hvilken butik det nu ender med, vides ikke endnu. Men det er heller ikke vigtigt for de nye unge lejere, der hver har en toværelses lejlighed på 50m2 og 5 m2 eget skur og derudover fælles tagterrasse og opgang med elevator.
På indflytningsdagen fortalte en af de nye lejere, Natasha Jensen, at hun glædede sig meget til at bo i sin nye lejlighed tæt på Odder centrum og i det hele taget over at kunne blive boende i Odder. Med flytningen til Banegårdsgade er den kommende pædagogstuderende netop flyttet hjemmefra efter at have boet i en anden af DOMI Boligs afdelinger i Odder sammen med sine forældre.
Da DOMI Bolig to uger senere spurgte Natasha, om hun stadig var glad for sin flytning, lød det prompte:
“Ja, det er et dejligt sted at bo”.
Hun fortalte glad om hensynsfulde og hjælpsomme naboer og om den interne gruppechat, to af de nye lejere hurtigt tog initiativ til at få oprettet med alle interesserede beboere. En forespørgsel på chatten har fx allerede resulteret i udlån af en mikroovn.
En glad Natasha Jensen ved indflytningen den 1. september.
Den fælles tagterrasse.
Natasha kunne kun beklage, at hun endnu ikke havde haft tid til at hænge ud på tagterrassen sammen med de andre beboere. Men hun skyndte sig at tilføje, at hun glædede sig over at have nået at spise deroppe sammen med sin mor en enkel gang.
Afdelingen har i alt 16 lejemål, hvoraf kun én mangler at blive udlejet her midt i september.