Tunø
En bilfri og fredet ø
Ud for Odder Kommunes østkyst, imellem Jylland og Samsø, ligger Tunø. Øen er bilfri og har været fredet siden 1965. Et sted med en vidunderlig, divers og uberørt natur og en unik stemning. Her er der plads og tid til at koble fra og flotte vandre- og cykelture rundt på hele øen.
Det giver en særlig atmosfære og ø-idyl, at der ikke kører biler på øen, og det er et stort ønske, at det forbliver sådan. Håndværkerbiler med opgaver på øen og personbiler med blåt handicapskilt er selvfølgelig velkomne. Til person- og godstransport tilbydes taxakørsel i traktor med vogn. De seneste år er traktorerne blevet mindre synlige i gadebilledet, og de miljøvenlige og ikke larmende golfvogne har vundet indpas.
Øens beboere
Der er 71 fastboende beboere på Tunø. Hertil kommer i omegnen af 80 sommerhusejere, hvoraf mange også deltager aktivt i samfundsfællesskabet.
Tunboerne kalder sig selv en på mange måder uhomogen forsamling med det til fælles, at de alle holder af Tunø ”ind til benet”. De er øboere, og byder nye beboere velkomne. Så uanset om du er vinterbader, reciterer Goethe i strikkeklubben, garver skind, deltager i fællesspisning, fanger krabber eller hummere, spiller en pot billard hver lørdag, får en øl på bænken eller bare passer haven og har det bedst i dit eget selskab, så er det på Tunø let at passe ind og blive en del af fællesskabet.
Dagtilbud og skole
Tunø beboerforening og ø-udvalg er i dialog med Odder Kommune om muligheden for at oprette vuggestue og børnehave på Tunø, hvis og når, der skulle opstå et behov. Det er desværre ikke nødvendigt i øjeblikket.
Øen er et trygt sted at være barn, hvad end man bor på øen eller blot er på besøg. I øjeblikket er der ét børnehavebarn, som dagligt hentes og bringes af en pædagog til Hou Børnehave. Har man børn i skolealderen, vil de som udgangspunkt være tilknyttet Hou skole, der ligger et par hundrede meter fra Hou havn.
Erhverv
Her er grøntsagsproduktion, hotel- og restaurantvirksomhed, røgeri, havnefoged, indehavere og forpagtere af spisesteder/værelsesudlejning, graver, korsanger, præst (delepræst), cykeludlejning, købmand med café, brygger, turistguide, en tømrer, sommerhus-, havne- og teltpladsservice, renovationsmedarbejder, kørsel, sygeplejerske, hjemmehjælper, sommerlæge, handelsfirmaindehaver, og produktion af sanddyner. Samt analysekonsulent og handicapplejer, der pendler ad hoc. Størstedelen af de nævnte erhverv udføres på deltid, som sæsonarbejde eller ved at flere erhverv varetages af samme person. På Tunø stopper arbejdslivet ikke i 60’erne, men måske ved de 90.
Enten er der et job at passe, eller også sørger øens 25 foreninger for at holde det lille samfund i gang med frivilligt arbejde.
De to sæsoner
I sommersæsonen er der oftest mange på øen: sejlere, sommerhusgæster, teltliggere og turister, der skal ud at gå Tunø rundt. Hvert år kommer der cirka 52.000 med færgen og 6.000 både ligger til i lystbådehavnen.
Vintersæsonen byder på foreningsarbejde og sammenkomster for alle dem, der har eller har haft fast gang på øen. I hverdagene er der relativt stille på øen, men det myldrer stadig med mennesker ved færgens ankomst, når weekenden og ferierne står for døren.
Sidste nyt om
Årligt tilbagevendende events på Tunø
Foreninger på Tunø
- Tunø Beboerforening
- Grundejerforeningen Revet
- Grundejerforeningen Stenkalven
- Grundejerforeningen Søndenom
- Grundejerforeningen Tovten
- Røgerifonden
- Tunø Avis
- Tunø Erhvervsforening
- Tunø Flugtskyttelaug
- Tunø Forsamlingshus
- Tunø Kunst Kultur
- Tunø Lokalhistoriske arkiv & Forening
- Tunø Museum
- Tunø Mandagsklub
- Tunø Menighedsråd
- Tunø Teltholderforening
- Tunø Tennisklub
- Tunø Tirsdagsklub
- Tunø Vandværk
- Tunøfonden
- Ø-træning
- Tunø Badeklub
- TunHalla
Kontakt Tunø Beboerforening for flere oplysninger.
Tunøs historie
Øens mose og skov er resterne af det gamle Stenalderhav, der delte de to øer Thund, som betyder tvillingeø, for omkring 10.000 år siden. Kombinationen af landhævning efter istiden, aflejringer, strømme og bølger gjorde, at Tunø senere blev til én ø med Bjerget på 24 meter, som det højeste punkt.
Arkæologiske fund af redskaber viser, at Tunø med sikkerhed har været beboet af bønder siden 500 år før vor tidsregning. Rundt om i Tunø By står fem fredede sten med skåltegn. Disse kan være op til 4.000 år gamle.
På Tunø Museum og i den lokalhistoriske samling findes udstilling af ting og dokumenter, som kan bestilles til gennemsyn. Museet og samlingen drives af frivillige.
Frem til primo 1960’erne ernærede tunboerne sig ved landbrug og fiskeri. I 1965 blev Tunø fredet, undtaget selve Tunø By, for at sikre naturen som rekreativt område.