Fællesskaber i DOMI Bolig

Fællesskaber i DOMI Bolig

Fællesskaberne i Østergade giver livskvalitet og trivsel i dagligdagen
 
I de røde blokke på Østergade trives både store og små fællesskaber i fælleshuset, i kældrene og ude i blokkene. Beboerne lever i et slags landsbysamfund, hvor naboer kærer sig om hinanden og mødes på kryds og tværs.
 
”Jeg er meget glad for at bo her, og er næsten lige flyttet til en større lejlighed. Det er et skønt område, med god afstand mellem blokkene, en pæn have og flinke naboer,” siger Hanne, som flyttede ind i bebyggelsen for fem år siden.
 
Oprindeligt ønskede hun slet ikke at bo her, men det var nu engang den lejlighed, som blev ledig først – og hun skulle flytte fra sin gamle lejlighed, da den var blevet for dyr for hende. Nu kunne hun ikke forestille sig at bo et andet sted, og hun nyder haven, som hun kalder det store fælles grønne område med flere siddeområder, en dam og de mange forskellige frugttræer.
 

De små fællesskaber

”Vi har et rigtig godt naboskab. Vi hilser og passer godt på hinanden. Jeg skal snart opereres, og har flere naboer i min telefonbog, som jeg bare kan ringe til for at få hjælp, når jeg kommer hjem fra sygehuset,” siger Hanne.
Hun er primært en del af de spontane små hverdagsfællesskaber. For at komme ind i de fleste af lejlighederne, foregår det via en svalegang, som løber på langs af hele blokken. Det betyder, at beboerne dagligt kommer forbi hinandens hjem, og på den måde er der mange naturlige møder i løbet af en dag.


Jeg bager ofte boller, og så har jeg en lille runde, hvor jeg går rundt med boller til naboerne. Min nabo, som er en ung elektriker på lidt over 30 år, hængte lamper op for mig, da jeg flyttede ind. Så nu får han boller, når jeg bager, og så får vi en lille snak, siger Hanne.

For øjeblikket er en af de andre naboer på hendes runde syg, så hun hænger boller i en pose på døren og sender ham en sms. Sådan har det også været under Coronaen, hvor de passe på hinanden ved at holde afstand.
 

Fællesskabernes grand old man

Kurt Bach Nielsen er en af sværvægterne i bebyggelsen, når snakken kommer til fællesskaber. I over 50 år har Kurt har været aktiv i afdelingsbestyrelserne i de boligområder, han har boet i. De sidste 11 år er det Østergade, som har haft glæde af hans ihærdighed.
”Hvert år inviterer vi beboerne på en udflugt. I år skal vi til brunkulslejerne i Søby, hvor vi får en guidet tur og nogle af deltagerne bager kage til os,” siger Kurt.
Normalt er der omkring 50 med i de forskellige aktiviteter, han, bestyrelsen eller andre aktive beboere står for. Efter påske modtager beboerne også invitation til årets sommerfest den 25 juni.


Sidste år var vi 41, som var på tur til Vrads Sande, hvor vi desværre ikke kunne få billetter til veteran-damptoget. Men vi havde en skøn tur og drak kaffe i den fine restaurant, som er indrettet i gamle togvogne.

Æbledag anno 2021

Traditionen tro blev der onsdag den 29. september 2021 den årlige æbledag på Østergade afholdt. Fælleshusets maksimale kapacitet på 50 personer blev brugt, og alle 10 hjemmelavede æblekager blev spist. Beboere i afdelingen havde i fællesskab lavet æblekagerne med æbler samlet i afdelingen.

Ud over de gode gamle kendinge som udflugter og den årlige æbledag, er der ganske for nyligt kommet et nyt skud på stammen. Svend Erik og Kurt har taget initiativ til en mandeklub, hvor ti mænd i alderen fra 40 til 95 år indtil videre mødes med jævne mellemrum.
”Næste gang skal vi besøge Preben Kristoffersen, den tidligere racerkører her fra Odder. Han har åbnet sin dør til privaten, hvor han vil fortælle os om sit liv med DM titler og motorsport,” siger Kurt med både entusiasme og glæde i stemmen.
Mandeklubben mødes i bebyggelsens motionsrum, hvor der både er løbebånd, motionscykel, bob spil og bordtennis. Men det er nu ikke motion, der står højest på mændenes dagsorden, når de mødes.

Mandeklubben vokser stadig

– og består nu af ti mænd, som har indrettet sig i et kælderrum under en af blokkene. Fra venstre ses Villy Linkvist, Hans Christian Lagoni, Søren Ratzeburg, Leif Madsen, Keld Damkjer, Kurt Hansen, Kurt Bach Nielsen, Jøren Kock. Svend Erik Vestergaard, som står for gruppen og Gunner Hermandsen var desværre ikke med, den dag vi var på besøg.

TrivselsAmbassadør til rådighed

Østergadeboligerne er en af de seks afdelinger af DOMI Bolig, som netop har fået sin egen Trivselsambassadør. Efter et kursusforløb er et korps af frivillige beboere nu parate til at yde hjælp til selvhjælp i deres boligområde.
”Jeg stiller mig til rådighed for individuel hjælp og støtte, men jeg har også lyst til at starte en håndarbejdsgruppe op til efteråret. Sådan en nørklecafé, hvor vi kan mødes og inspirere hinanden og få nogle gode samtaler,” siger Kirsten Mangor, som netop har afsluttet forløbet som Trivselsambassadør.
Kirsten er sikker på, at der sidder mange hjemme og strikker, hækler, broderer eller nørkler med et eller andet. Det er oplagt at sidde sammen, synes hun. Selv er hun begyndt at væve billedvævning, og vil gerne lære noget mere om det. Hun håber, en nørklecafe kunne være et sted, hvor man kan lære af hinanden.

”Hvis nogen har brug for det, kommer jeg gerne på besøg. De kan altid ringe til mig og lave en aftale,” siger hun. Du kan kontakte Kirsten på tlf. 6169 1172.

I den kommende tid sætter vi fokus på de mange store og små – gamle og nye – fællesskaber og aktiviteter rundt omkring i DOMI Bolig. Har du et fællesskab, vi skal besøge og skrive om, så giv lyd!
Hvis du gerne vil starte aktiviteter, kan du enten tage fat i din afdelingsbestyrelse, eller henvende dig til DOMI Boligs beboerkonsulent, Iben Baadsgaard, på ibb@domibolig.dk.