Trivsel i vaskehuset

Afdeling 33 Nyvej og Smedegårds Allé i Malling har fået sig et trivselsrum i deres vaskehus. Jeg har inviteret mig selv på selvsyn, for hvad vil det egentlig sige? Hvor kommer sådan en ide fra, og hvordan fører man den ud i livet?

Genbrug er altid godt

”Skal vi ikke lave en byttecentral? Sådan spurgte en nu fraflyttet beboer en dag, og sådan begyndte det”, fortæller Jane Vingren, den kreative og genbrugsglade ildsjæl der står bag trivselsrummet. Hun fortsætter: ”Vi stillede et længere bord op i vaskehuset i det rum, der på det tidspunkt kun husede efterladt vaskepulver og et lille bord til gamle sokker og andet tøj hevet ud ad tørretumbleren af andre end dets ejermænd og -koner.

Her ”på byttecentralen” kunne afdelingens beboere så stille og hente hinandens frasorterede brugte og stadig velfungerende mindre ting og sager. Det gik fint”, siger Jane, og tilføjer: ”men det var lidt kedeligt”.

Fra byttecentral..

– til trivselsrum.

Understøttelse af fællesskaber

Jane gik og gjorde sig sine tanker om opgradering af ”byttecentralen” og fremlagde dem så for afdelingens bestyrelse, som hun i øvrigt selv også er medlem af. Kort tid efter havde afdelingsbestyrelsen sendt en ansøgning afsted til DOMI Boligs ’Pulje til understøttelse af fællesskaber’ om støtte til både et trivselsrum i vaskehuset og to bordebænkesæt til haven lige udenfor.  En bevilling på 5000 kroner blev givet, og bortset fra et krav fra de øvrige bestyrelsesmedlemmer om at trivselsrummet skulle indeholde ”et rundt bord og seks stole” havde Jane nu ”frie hænder”.

Jane Vingren foran det nye byttebord med nabonips og med siden til opslagstavlen fyldt med relevant læsestof til såvel vaske-ventetid som afdelingsbestyrelsesmøder. 

Sæt kulør på tilværelsen – en slidt sort stol er noget helt andet end en lyserød-lilla stol

Jane er en farverig kvinde og som allerede skrevet vild med genbrug. Hun gik på jagt i den lokale Blå Kors genbrugsbutik, og med indkøb herfra; ved at flytte lidt rundt på det eksisterende løsøre i vaskehuset; og ved at svinge penslerne med et bredt udvalg af maling i friske kulører har Jane nu, det man i disse tider populært kalder, upcyclet og omdannet det lille rum mellem vaskemaskinerne og tørrerummet til et trivselsrum.

Også Henrik bestyrelsesformand skal have lidt af æren, for det bliver nævnt flere gange, at han har hjulpet med at få sat hylder og plader op.

En genbrugsstol før..

– og efter.

Jane opsummerer:

Et gråsort miljø smitter af på dit sind. Nu kommer man glad ud af vaskehuset og har energi til at kigge op og sige hej til naboerne.

Et trivselsrum?

Alle beboere i afdelingen kan have glæde af det nye trivselsrum. Det fungerer både som en byttecentral med et aflangt ”Byttebord med nabo-nips”, der pt. bugner med fine sager, brugbar fag- og populær skønlitteratur; som en hyggekrog, hvor man kan sætte sig godt til rette og vente på, at tørretumbleren lige får snurret færdigt og sågar få sig en kop kaffe imens; og som et møderum for afdelingsbestyrelsen. Det er tanken, at det, at bestyrelsesmøderne bliver holdt i ”et offentligt rum”, måske også gør det lidt lettere for afdelingens beboere lige at stikke hovedet forbi, når der er åbent møde den første halve time i forbindelse med hvert bestyrelsesmøde.

Adspurgt har Jane også flere bud på fremtidige anvendelsesmuligheder og opfordrer afdelingens beboere til ikke at holde sig tilbage. ”Plantebytte? Foredrag? Stenmaling? At grillfesten fortsætter indenfor, når duggen er faldet?…”

Trivselsrum og vaskerum dør om dør..

– og et fint lille skilt på døren ind til trivselsrummet.

Gedigen indvielse

Afdelingsbestyrelsen valgte da også at markere de nye bordebænkesæt i haven ved vaskehuset og det nye trivselsrum herunder Jane Vingrens indsats. Søndag den 18. august var der inviteret til regulær indvielse med  grillpølser og øl/sodavand.

Det blev til nogle hyggelige timer med bonus: En af beboerne havde medbragt hjemmelavede miniforårsruller, en anden rundet et skarpt hjørne og bød derfor på yderligere kolde drikke. Bordet var pyntet , grillmesteren havde overblik, ved fælles hjælp blev flaget hejst og snakken gik dejligt derudaf.

De to nye bord-bænkesæt klar til indvielse.

Hjemmelavede forårsruller til forret..

– og hovedretten: Grillpølser med brød.

Gode råd og sparring

Jeg spørger Jane, om hun har nogle gode råd, hvis der skulle sidde en eller flere beboere, der også godt kunne tænke sig at gøre noget ved et ubenyttet rum i afdelingens bygninger:

  1. Gå i gang“, lyder det prompte. ”Det kan altid males over, som Sofie Linde siger”, fortsætter hun.
  2. I større afdelinger kan man lave det til et fællesprojekt.
    Har man et tomt lokale, så udnyt det.
    – Der skal ikke nødvendigvis et fælleshus til
    “, lyder Janes andet indspark.
  3. Tredje og måske vigtigste råd lyder:
    Det skal være sjovt at lave sådan noget“.

I forbindelse med afdelings 33’s trivselsrum estimerer Jane, at hun selv har brugt 10 – 15 timer on and off. Til det skynder hun sig at tilføje: ”Og jeg har nydt det. – Jeg er gået til det, som jeg selv har haft overskud og lyst til. Har jeg haft lyst til at male blå en dag, så har jeg malet blåt den dag. – Man bliver glad af at have gang i et projekt med frihed”.

Hjælp at hente

Sidder du/I som beboere i en af DOMI Boligs afdelinger med et ubenyttet rum i tankerne og kunne godt bruge lidt sparring er du/I velkomne til at kontakte Jane via mail: janevingren@hotmail.com.

Puljen til understøttelse af fællesskaber

Det er DOMI Boligs politik at understøtte fællesskaber i og på tværs af afdelingerne. Organisationsbestyrelsen har oprettet en pulje på 100.000 kroner. – Penge du kan søge om at få del i til initiativer, der muliggør og underbygger fællesskab. I afdeling 33 fik de støtte til etablering af et trivselsrum i og to borde-bænkesæt ved vaskehuset.

– Har du også noget, du godt kunne tænke dig at gøre sammen med de andre i din afdeling eller sammen med andre beboere i DOMI Bolig?

Så er det nemt at ansøge: Beskriv kort:

  • Formål
  • Antal deltagere
  • Tidsperspektiv
  • Økonomi

Angiv eget navn og adresse, og send din ansøgning til mail@domibolig.dk eller aflevér den i Tornøegade, Odder.

Du kan læse mere om fællesskabspuljen her.