Det tidlige forårs bygningsgennemgange

Hvert år inviterer Projektafdelingen afdelingsbestyrelserne til bygningsgennemgang i løbet af de tidlige forårsmåneder marts-april. Og selvom alle deltagere på årets bygningsgennemgang her i afdeling 45 nød hundenes selskab, og hundene vist også selv nød turen, lægger bygningsgennemgange sten til meget mere end hundeluftning.

Drift og vedligehold her og nu og på den lange bane

Den obligatoriske årlige bygningsgennemgang er en undersøgelse af afdelingens, nærmere bestemt bygningernes og belægningernes, generelle tilstand. Det er en vurdering af, hvordan det her og nu står til i afdelingen. En vurdering der så holdes op i mod det langtidsbudget, der er lagt for det planlagte periodiske vedligehold i afdelingen.

Stort og småt på afdelingsniveau

Med på turen rundt i alle afdelingens hjørner og kanter er også afdelingens primære vicevært. I løbet af gennemgangen kommer man omkring allerede vedtagne, igangsatte eller afsluttede opgaver og projekter for det forgangne, indeværende og kommende år. Man runder nyopdagede – eller gamle endnu ikke italesatte – problemstillinger. Nogle kan måske løses indenfor den nærmeste fremtid af Drift eller Service, mens andre vil være mere omfattende og fordre opsætning af “prøveballoner”, indhentning af tilbud, beregninger af de økonomiske konsekvenser for afdelingens økonomi og måske i sidste ende et forslag til afstemning på næste afdelingsmøde.

Fra bygningsgennemgang til afdelingsbudget

Runden tages af DOMI Bolig, uanset om der deltager afdelingsbestyrelsesmedlemmer eller ej. For den tilstandsvurdering, bygningsgennemgangen munder ud i, skal efterfølgende holdes op imod og kunne forklare eventuelle justeringer, som den ansvarlige projektleder har vurderet det nødvendigt at foretage i den aktuelle afdelings drift- og vedligeholdelsesplan, også kaldet D&V-planen.

Når projektlederens tilpasninger og beregninger er på plads – og inden kollegaerne i Økonomi skal i gang med at udarbejde næste års afdelingsbudgetter – fremlægges og debatteres samtlige afdelingers D&V-planer med teamkoordinator Heidi Padkjær og direktør Preben Jacobsen. Nogle gange kan det her så også blive nødvendigt med flere runder justeringer og  beregninger.

Nej, de årlige bygningsgennemgange skal man så at sige ikke gå udenom.

Du finder Forretningsgangen for bygningsgennemgang i DOMI Bolig sammen med vores øvrige politikker og retningslinjer her.