Energieffektiv renovering af afdeling 9 Nørregade 13-17 i Odder

DOMI Boligs renovering er nomineret til titlen som årets energispringer.

Ejendommen og de 18 lejemål står overfor en mildt sagt omfattende renovering. Fremsynede tiltag, som alle vil reducere energiforbruget i afdelingen væsentligt. Og det har ikke kun påkaldt sig beboernes opmærksomhed.

Vimeo

By loading the video, you agree to Vimeo's privacy policy.
Learn more

Load video

DOMI BOLIG – Nomineret til Årets Energispringer 2023 from Kredsløb on Vimeo.

Ventilationsvinduer og centralt ventilationssystem
Det er ikke mindst brug af ventilationsvinduer og installation af et centralt ventilationssystem, der baner vejen for energioptimeringerne.

Ventilationsvinduet optager luft fra det fri via ventiler i bundkarmen, opvarmer luften imellem den indvendige og udvendige rude og sender efterfølgende det opvarmede luft ind i bygningen via ventiler i overrammen.

Indtag, opvarmning og videresendelse sker uden brug af strøm og ved hjælp af såkaldte aktuatorer, der justerer sig selv efter udetemperaturerne. Sådan sikres et langt lavere varmeforbrug. Læg hertil et centralt ventilationssystem, der delvis drives af energi fra solceller på ejendommens tag og derved belaster den enkelte lejers elregning i langt mindre grad end et decentralt anlæg. Samtidig fordrer det fremtidige vedligehold også færre ressourcer.

Totalrenovering
Ud over nye vinduer og nyt ventilationssystem inkluderer renoveringen: Nyt tag med ekstra isolering og solceller; nye isolerede ydermure; udskiftning af altaner, vinduer og døre; istandsættelse og isolering af kældervægge; renovering af køkkener og badeværelser; og diverse el- og vvs-arbejder, herunder nye vand-, varme og afløbsinstallationer. Det fysiske arbejde forventes at starte op den 1. juni 2024 og stå på i alt seks måneder, mens beboerne er genhuset.

Renoveringsprojektet er støttet af Landsbyggefonden.
Afdelingsbestyrelsen indgår i byggeudvalget.
Byggerådgiver er DAI.
Hovedentreprenør er Brdr. Thybo A/S.

Nominering til energipris
Energispring Aarhus er et professionelt netværk, hvor private bygningsejere sammen med Kredsløb og Aarhus Kommune sætter fokus på energibesparelser gennem vidensdeling og tæt samarbejde. Som en del af det arbejde, kårer og hylder de Årets Energispringer, og i år er DOMI Boligs renoveringsprojekt i Afdeling 9 Nørregade 13-17 i Odder nomineret.

Juryen mødes ultimo oktober, og prisen bliver uddelt på Aarhus kommunes konference om klimaindsatsen den 30. november 2023.

Projektleder Kent Tversted Boholdt fra DOMI Bolig giver kommunikationsmedarbejder Martin Nedergaard Olsen fra Kredsløb overblik over renoveringens enkeltelementer.