Fællesskabet vokser for hver gang vi mødes

I rigtig mange år blev der længere og længere imellem invitationerne til de fælles arrangementer på Smedegårds Allé (DOMI Boligs afdeling 37). Det blev anderledes for fire år siden, da der kom et nyt medlem i afdelingsbestyrelsen. Seks beboere deltog i den første sommerfest, og tilslutningen er vokset for hvert arrangement siden. Sidste år investerede bestyrelsen i udstyr for at gøre det endnu lettere at samles.

Der var engang, hvor fællesskaber og traditionerne levede godt. Så kom der en længere periode, hvor færre og færre beboere deltog, og til sidst døde de fælles arrangementer helt ud. Det er den samme historie, som de fleste boligafdelinger kan fortælle. Med en vis portion vedholdenhed og en masse tålmodighed er der ved at opstå noget nyt på Smedegårds Allé i Malling.


”I starten sagde de andre, at det ikke kunne lade sig gøre at lave en sommerfest. Der ville ikke komme nogen,” siger Jytte Bie, som nu er afdelingsformand i afd. 37 på Smedegårds Allé.

Siden Jytte i 2018 flyttede ind i sit skønne rækkehus med udsigt til trinbrættet i Malling, er Oddergrisen blevet til letbanen og Jytte blev hurtigt både formand for afdelingsbestyrelsen og medlem af organisationsbestyrelsen i DOMI Bolig.  Der gik ikke længe før bestyrelsen invitererede til den første sommerfest og traditionerne er godt på vej tilbage til afdelingen.

”Vi mødtes ved sandkassen, og der kom seks voksne og nok lige så mange børn. Vi fik kaffe, te og kage – og der var slik til børnene. Vi havde nogle hyggelige timer, og selvom vi ikke var mange, så var det jo flere end vi havde frygtet. For vi var forberedt på, at der slet ingen kom. Så vi var glade,” siger Jytte, der også understreger børnenes rolle i fællesskabet, fordi de spreder liv og glæde.

Tålmodighed og vedholdenhed

Allerede året efter kom der 12 voksne og 6 børn, da afdelingen igen afholdt sommerfest. Dobbelt så mange, som til den første fest. Legepladsen var atter samlingspunktet, og de havde medbragt et ekstra bord.

”Ved den tredje sommerfest udvidede vi med grillpølser, og der kom 10-15 voksne og en god del af børnene i afdelingen. Dem har vi ikke så mange af, men de er med til at binde os sammen, når vi samles,” siger Jytte.

Med sommerfester som udviklede sig år for år, fik bestyrelsen efterhånden mod til mere og besluttede sig for at undersøge, hvad de kunne samle beboere til. Indtil videre er det blevet til julehygge, fastelavn, påske og sommerfesten. Det kan godt være, at Jytte er den drivende kraft og initiativtager, men der står en samlet bestyrelse bag og støtter op om tiltagene.

”Sidste jul lånte vi driftens garage, hvor vi gjorde rent, pyntede fint og stillede borde op. Det blev til en 17-18 voksne og en række forventningsfulde børn til hjemmebagte æbleskiver og gløgg – naturligvis også godter til børnene. Det eneste minus var, at det var pissekoldt for at sige det rent ud”

”Sidste jul lånte vi driftens garage, hvor vi gjorde rent, pyntede fint og stillede borde op. Det blev til en 17-18 voksne og en række forventningsfulde børn til hjemmebagte æbleskiver og gløgg – naturligvis godter til børnene. Det eneste minus var, at det var pissekoldt for at sige det rent ud,” siger Jytte Bie, som er formand for afdelingsbestyrelsen.

Fællesskabet vokser støt og roligt

Sidste år besluttede bestyrelsen at investere i en dyr og god pop-up pavillon til ca. 20 mennesker. Der blev også indkøbt klapstole og borde. Ligesom de fik ryddet en garage til at opbevare festudstyret i.

”Sidste år var vi 24 til sommerfesten. Vi startede med det store sønderjyske kagebord og sluttede af med grillmad. Det var en rigtig hyggelig eftermiddag, som også blev til aften, før de sidste gik hjem,” siger Jytte og fortæller videre, at bestyrelsen nu også har fået et par hjælpere, som byder ind på bestemte opgaver.

Påsketraditionen udviklede sig også hurtigt. Det første år fik børnene et påskeæg og det næste var der arrangeret æggejagt. Det var bidende koldt og derfor besluttede Jytte sig hurtigt for, at invitere alle indenfor i privaten, hvor der blev drukket kaffe, te og hjemmebagt kage til 10 voksne og 4 børn.

Den nye pavillon gør arrangementerne tydelige for alle – og så skaber de en meget hyggelig ramme om fællesskabet.

”Vi er tilfreds med udviklingen, og at der efterhånden kommer flere og tilbyder sin hjælp. Vi har hele tiden kørt med tilmelding, så vi ved, hvor mange vi skal købe ind til. Men kommer der nogen uanmeldt, så bliver de også budt velkommen!” smiler Jytte.

Udover at have fokus på børnene og deres rolle for udviklingen af fællesskaberne, så har bestyrelsen også hele tiden ønsket, at der skete noget nyt hver gang. Nok er forudsigelighed og traditioner vigtige, men lige så vigtigt er det, at finde på nye spændende ting. Ikke mindst for at børnene har lyst til at komme igen i takt med, at de bliver ældre.

Hold ved og vær glad for dem som dukker op

Jytte Bies bedste råd til andre, som ønsker at lade fællesskaberne gro. Både der, hvor man er heldig at have et fælleshus, og dem hvor man er lidt mere udfordret på indendørs samlingssteder.

  1. Tag udgangspunkt i de faciliteter I har – lad jer ikke slå ud af, at I måske ikke har et fælleshus
  2. Lån måske driftens garage eller lav arrangementer udendørs
  3. Mål ikke jeres succes i antallet af deltagere – hellere hvordan deltagerne tager imod initiativet
  4. Tag små overskuelige skridt. Start måske med at deltagerne selv tager kaffe med
  5. Hold ved! Gentag det I starter – start traditioner – gentagelser trækker flere til
  6. Find hjælpere – uddeleger enkelte opgaver. Det vil mange bedre kunne sige ja til.
  7. Tag udgangspunkt i børnene – de giver liv til arrangementerne
  8. Lav aktiviteter for børnene – allerhelst noget som voksne og ældre også kan deltage i
  9. Gør det hyggeligt for dem som kommer – så kommer der sikkert flere og flere
  10. Hold ud! Ting tager tid. Det skal nok lykkes :)