Efter tre års Corona-venten kan beboerne i afdeling 39 på Mallinggårdsvej endelig mødes til deres første fælles Mortensaften. De ni tilmeldte fik lækker mad og havde en hyggelig aften. Her tælles succes på kvalitet og ikke kvantitet.
Det er alt for lunt for årstiden, men mørket og blæsten føles som en Mortensaften. Der er lys i fælleshuset på Mallinggårdsvej, hvor der er dækket fint op. Efter tre års ventetid på grund af Corona-nedlukninger er det endelig muligt for afdelingsbestyrelsen at invitere til fælles-Mortenaften-spisning.
”Det har vi godt nok ventet længe på. Så selvom vi ikke bliver mange i aften, kommer vi til at hygge os gevaldigt,” siger den forventningsfulde formand, Vivi Gotfredsen.
Hun og et par andre beboere er i gang med at lune maden, som er købt udefra. Det er den helt traditionelle menu med and, hvide & brunede kartofler, rødkål, sauce og endda også lune franske kartofler. Til dessert har en af beboerne lavet en risalamande kage.
Trofaste kendinge
De ni deltagende beboere udgør er del af de trofaste kendinge. Det er ofte de samme, som deltager i fællesarrangementerne i afdelingen (som i så mange andre afdelinger). Men i aften er der også en debutant. Inge er med for første gang i de 4 år, hun har boet her.
”Nu skulle det være! Det er jo hyggeligt med god mad og godt selskab. Jeg synes bare jeg har så få ”fridage”. Det er den eneste grund til, at jeg ikke har været med til noget tidligere,” siger Inge.
Rundt om bordet er der enighed om, at der er mange gode grunde til, at mange beboere ikke deltager i de fælles aktiviteter. Børnefamilierne har en travl hverdag og orker ikke mere – og selvom man er pensionist, kan man sagtens have sine dage fyldt op.
Bestyrelsen lytter
”Bestyrelsen er god til at lytte til os beboere, når vi kommer med ønsker og forslag som det med Mortensaften,” siger Peter Bæksgaard Nilsen, som selv har en fortid som både formand for afdelingsbestyrelsen og medlem af organisationsbestyrelsen i DOMI Bolig, hvor han har boet over 30 år.
I det hele taget er det kendetegnet for afdelingen, at rigtig mange beboere har boet her meget længe. Viola Lilballe, som har boet her siden husene blev bygget i 1991, er også med til Mortensaften.
”Jeg er den eneste, som har boet i mit hus. Jeg er utrolig glad for at bo her og har altid været det,” siger hun.
Rundt om bordet er der mange bud på, hvorfor man bliver boende så længe. Bebyggelsen ligger med udsigt til grønne områder – selvom der er kommet mange byggerier til det blev bygget. Og så er der fine gang- og cykelstier til området.
Mange veje til kendskab
”Vi er mange hundeejere her, og vi får mange snakke, når vi mødes på gåturene,” siger Vivi Gotfredsen.
Der er både nye arrangementer og faste traditioner i afdelingen. Julefrokosten er en gammel kending og 3-4 gange om året inviteres der til Banko.
”Vi har fået en teleslynge i huset, og det betyder at jeg kan blive ved med at være med, selvom min hørelse er blevet rigtig dårlig,” siger Elna Christensen, som bor her med sin mand Viggo.
Alle forslag er velkomne
Hver anden tidsdag er der åbent i Tirsdagscafé fra kl. 14-17, som altid besøges af 5-10 naboer. Der har også været forsøg med loppemarked, og måske får initiativet endnu et skud til sommer (hvor der ikke er corona).
”Sidste år forsøgte vi også at holde juleaften for dem, der skulle sidde alene. Det sidste skud på stammen er, at vi er begyndt at byde nye beboere velkommen, ved at gå ud og banke på,” siger Vivi.
Nogle initiativer falder til jorden, mens andre får deres eget liv. Begge dele er OK for afdelingsbestyrelsen, som fortrøstningsfuldt holder fast og forsøger at samle alle ønsker og forslag op.