Sol og sommer – ingen betingelse for fællesskaber på Stadionvænget

Sol og sommer – ingen betingelse for fællesskaber på Stadionvænget

Solen skinner fra en skyfri himmel og vejret er fantastisk til et slag petanque. Sådan er det desværre ikke altid, og det holder ikke beboerne i de gule rækkehuse på Stadionvænget i Hou tilbage. Hver uge fra det tidlige forår til godt ind i efteråret mødes de på petanquebanen bag fælleshuset hver mandag. Det har de gjort i mange år. Faktisk så mange år, at der er skiftet ud i besætningen flere gange af naturlige årsager.

Flere af aktiviteterne i ”Huset”, som beboerne kalder fælleshuset, går i arv. Sådan er det med både gymnastikken og med petanque, som de nuværende tovholdere har overtaget fra andre beboere før dem.

”Det var Svend, som startede petanque for mange år siden. Og nu kniber det indimellem for Svend, og han har overdraget stafetten til mig,” siger Poul Erik Hede – bedre kendt som Polle.

Det kan godt være Polle er tovholder, men det er en meget selvkørende flok beboere, som mødes på sandbanen. De går i gang med at kaste kugler, imens snakken går lystigt på kryds og tværs. Det er ikke bare kaffe som er i termokanderne.

Indimellem kan der være brug for at vurderer, hvordan kuglerne ligger – hvem der kommer tættest på i kampen. Her er det Polle, som tager rollen som retfærdig dommer.

Aktiviteterne giver godt naboskab

”Det giver et godt sammenhold mellem os, og det er en rigtig god måde at lære naboerne at kende”, siger Krista Pedersen, som både er en rutineret petanque-spiller og med-tovholder på gymnastikken. Faktisk er Krista intet mindre end klubmester 2021 for kvinderne i HOIF Petanque.

Hou er et lille samfund, og mange af beboerne kendte allerede hinanden, før de flyttede ind på Stadionvænget. Men de er ikke i tvivl om, at aktiviteterne er med til at gøre det til et skønt sted at bo. De gør altid en ekstra indsats for at få nye indflyttere med til aktiviteterne og mest af alt til de tre årlige fællesspisninger, hvor festudvalget dækker op i fælleshuset med en 2-3 retters menu fra slagteren i Hou.


”Der er stor tilslutning til vores fællesspisning. Der har jo ikke været noget de sidste par år på grund af corona. Men sidste gang vi holdt det, var der 26 deltagere og vi har været helt oppe på 36 ud af de 43 boliger. Så vi er rigtig godt tilfreds med opbakningen,” siger Lotte Pedersen, som både er med i festudvalget og tovholder for gymnastikken sammen med Erna Andersen og Krista Pedersen.

Der er gang i mange ting på en gang. Nogen spiller mod hinanden, mens andre får sig et hvil og en hyggesnak på sidelinjen.

Der er plads til alle på Stadionvængets petanquebane. Både de (meget) rutinerede, de helt utrænede og dem midt imellem.

Alle initiativer er velkomne

Der er god gang i aktiviteterne i fælleshuset. Her er onsdagsgymnastik med kaffe i vinterhalvåret og petanque hver mandag i sommerhalvåret. Beboerne er også inviteret til ”månedskaffe” og de tre årlige fællesspisninger og det hele rundes af, når alle beboere mødes for at tænde juletræet udenfor i december.

”Så får vi som regel også æbleskiver og gløgg. I år var det så koldt, at vi bestemte, vi fremover går over i huset og hygger os i varmen, når juletræet er blevet tændt,” siger Birgit Mørk, som også er en af de mange aktive beboere.

Hun og de andre opmuntrer beboere i andre boligområder til at tage initiativer uanset, om man har fælleshus eller ej.

”Det er en god start at sætte et opslag op ved affaldsskuret, hvor alle kommer forbi,” siger Polle før han skal ud og styre tropperne ved dagens petanque.

Petanque spillerne slutter sæsonen af med en frokost, hvor de også uddeler præmier til vinderne af turneringen, de spiller inden frokosten.

Petanque holdet mødes trofast på banen lige bag fælleshuset i al slags vejr. Det er bare et spørgsmål om påklædning. For det er altid hyggeligt uanset om det regner eller solen skinner.