Otte nye lejeboliger står snart klar til familier og andre, der drømmer om at forene øliv, familieliv og arbejdsliv på årets ø: Tunø. Det blev fejret i strålende solskin i onsdags.
Det er helt ekstraordinært, at et alment boligselskab opfører boliger på en ø, og dermed bidrager til en positiv udvikling i samarbejde med kommune og øboere.
Derfor var der også brede smil over hele linjen, da vi havde inviteret håndværkere, samarbejdspartnere og repræsentanter fra kommunen og Tunøboerne til ’sommerfest’ på den dejlige ø.
Vi fik lov til at komme ind på byggepladsen, hvor de tre træhuse med i alt otte boliger for alvor er ved at tage form.
Borgmester Lone Jakobi fremhævede i sin tale den positive udvikling som præger Tunø. Og betydningen af det gode samarbejde – mellem øboere, DOMI Bolig, kommune og virksomheder – som en af de vigtigste årsager:
“Jeg er stolt over, at vi sammen kan løfte en opgave som denne og snart kan byde nye beboere velkommen her”.
Vores egen formand Herdis Larsen lagde heller ikke skjul på sin glæde over resultatet, da hun takkede håndværkere og entreprenører fra Vognsen & Co og Thybo for deres indsats.
Inden årsskiftet er der indflytning i de otte huse, der ligger midt i Tunø by. Og er du (eller kender du en, der er) nysgerrig på Tunø og på muligheden for at bosætte dig i en attraktiv lejebolig, der kan gøre dine ø-drømme til virkelighed. Så skriv dig op til en øbolig lige her:
Borgmester Lone Jakobi fremhævede det gode samarbejde mellem kommune, boligforening, tunøboerne og erhvervslivet som nøglen til Tunøs vækst.

