Kloakeringen skulle falde på plads, og elføringen lægges, før der kunne blive plads til nedbryderen på Tunø Hovedgade 10. Men nu sker det. Den gamle lærerbolig jævnes med jorden, og på pladsen foran den gamle skole starter byggeriet af otte almene familieboliger snart op. Boligerne på Tunø Hovedgade 10 forventes klar til indflytning 4. kvartal 2025.


Når nedbryderne har gjort deres del af arbejdet, rykker opbyggerne ind. Projektchef Lennart Nissen fra Vognsen og Co, underentreprenør for Thybo Ejendomme, regner med at stille med otte mand, der midlertidigt indkvarteres på skolen, mens arbejdet pågår.
8 almene familieboliger på Tunø
Du kan læse mere om projektet her.
Du kan læse mere om ø-livet her.
Du kan skrive dig på ventelisten hos AARHUSbolig her.
Baggrund
DOMI Bolig realiserer den nye boligafdeling – afdeling 58 Tunø – med tilskud fra Ø-støttepuljen. Ø-støttepuljen blev etableret til fastholdelse og styrkelse af bosættelsen på de danske småøer i forbindelse med Grøn Boligaftale vedtaget maj 2020.
Opførelsen sker med afsæt i en god dialog og et stærk samarbejde mellem Odder Kommune og DOMI Bolig.
Helt i tråd med Odder Kommunes Landdistriktsstrategi 2023-2030 ‘Det gode liv i oplandet‘ vedtog Kommunalbestyrelsen i december 2022 en udviklingsplan for Tunø, der sigter på at vende udviklingen med dalende indbyggertal siden 2020 og en skole, der måtte lukke i 2022. I forlængelse heraf blev ‘Lokalplan 9002 – Boliger ved Tunø Hovedgade’ endeligt vedtaget i oktober 2023.