Den røde sløjfe blev løsnet, takketalerne holdt, bynaturen og de forskellige oaser til fællesskab besigtiget. Herefter var der fri leg, snak og fornem forplejning. Onsdag den 14. maj var der officiel indvielse af det nye fællesareal i afdeling 10 Torvald Køhlsvej 16-66 og Rådhusgade 33.
Bynatur og rum til fællesskaber
Forandring fryder, og når det kommer til det nye fællesareal med bynatur og offentligt tilgængelige oaser på Torvald Køhlsvej, var en regulær indvielse og gedigen fejring helt på sin plads.
Afdelingens fællesareal, der førhen mest af alt var én stor flad græsplæne, er nu et åbent rum af oaser til fællesskaber. Her finder du blandt andet vild natur, let tilgængelige stier, legeareal, orangeri, regnvandsopsamling, grillhytte, blomsterbede, bærbuske, urte- og køkkenhaver.
En donation fra Nordea-fonden’s ‘Her gror vi’-pulje på en halv million kroner og yderligere 200.000,- kroner i støtte fra DOMI Boligs ’Pulje til grøn omstilling’ har gjort det økonomisk muligt. Læg hertil en god portion – såvel frivillige som faglærte – m/k-arbejdstimer.
Teamkoordinator for DOMI Boligs Driftsafdeling, Anne-Christina Jensen – Stina – bød velkommen. Herefter holdt formand for organisationsbestyrelsen Herdis Larsen tale. Her blev alles indsats for realiseringen af projektet rost og afdelingens beboere ønsket alt det bedste med brugen af det nye fællesareal.
Else og Amdi, begge bestyrelsesmedlemmer og trivselsambassadører i afdelingen, holdt efterfølgende en fælles tale, der kom omkring trivsel, fællesskab, håb og tak. Du kan læse talen i sin fulde ordlyd nedenfor.
Taler til eftertanke og tid til snak
Efter de tankevækkende taler gik snakken og turen rundt på fællesarealet – og om det store bord med den fine forplejning i dagens dejlige anledning.
Else og Amdis tale i sin fulde ordlyd
Vi har som TrivselsAmbassadører i et par år – og nu også medlemmer af bestyrelsen – været med fra starten af projekt nyt fællesareal. Et projekt der har udfoldet sig henover hele to afdelingsbestyrelser og altså også er blevet til takket være den forrige afdelingsbestyrelses indsats.
Vi har set den forvandling, der er sket. Fra stor flade med græs til bugtende stier, grillhytte, bålsted, højbede, orangeri, blomster, frugttræer, frugtbuske og legeplads med supergynger. Og når vi tænker på den her have, som vi nu har, så tænker vi på de muligheder, den giver for TRIVSEL og FÆLLESSKAB.
Trivsel…
I al sin enkelthed handler trivsel om den måde, vi omgår hinanden på i dagligdagen. At vi lige hilser, standser op og spørger ind, er opmærksomme på vores nabo, viser interesse og hensyn og fører en sober tone. Små ting med stor virkning og som skaber en følelse af samhørighed. – Og det er det, den nye have giver os mulighed for.
Trivsel er også at sidde på bænken ved højbedene, mærke vinden og solen, høre fuglene synge, lyde fra børn på legepladsen og finde ro. – Som vi selv har oplevet det.
Fællesskabet…
Fællesskab opstår, når der er noget at være fælles om. Og vel har vi hele tiden haft et fælles hus her i afdelingen, men nu har vi også en fælles have. Her kan vi mødes, tale sammen udfolde forskellige fælles aktiviteter, skabe tillid og kontakt mellem os beboere på tværs af vores forskelligheder – og hermed få fællesskabet til at spire.
Som de frø der bliver sået i højbede for større biodiversitet, kan vi også så sociale frø for mere mangfoldigt samvær.
Vi ser, at der stille og roligt kommer flere, som vil og finder mod til at være med til at så og plante i højbede, høste, drikke nabokaffe og lege på legepladsen. Det er dejligt at se haven og legepladsen blive brugt i forbindelse med konfirmation i fælleshuset her for nylig og sidste sommer til studenterkørsel.
Håb
Vi har et håb om, at I stille og roligt vil tage haven i besiddelse og tage ejerskab over den. – Både i det daglige og når vi inviterer til fælles aktiviteter, såsom nabokaffe, sommerfest og hvad vi – eller I – ellers finder på, hen ad vejen. Det er nemlig vores allesammens have.
Vi håber, haven bliver ved med at være en lille oase midt i byen i vores afdeling. Og at den bliver ved med at skabe liv i bredeste forstand.
Tak
Afslutningsvis tak – til Nordea-fondens ’Her gror vi’-pulje for donationen på en halv million kroner og til DOMI Boligs organisationsbestyrelse for støtten på 200.000 kroner fra organisationens ’Pulje til grøn omstilling’. – Den økonomiske opbakning, der har gjort projektet muligt. Og endelig en hjertelig tak til vores tidligere beboerkonsulent Iben Baadsgaard, der har været en uvurderlig støtte i realiseringen af projektet, og til Stina fra Driftsafdelingen, for din ustoppelige energi, store engagement og praktiske indsats her i haven.

