Mød din organisationsbestyrelse! Organisationsbestyrelsen – i daglig tale OB – er DOMI Boligs overordnede ledelse. Bestyrelsesmedlemmerne er beboere som dig og dine naboer valgt på repræsentantskabsmødet af repræsentanter fra alle boligafdelinger i DOMI Bolig.

JOHN HEDEGÅRD

Medlem af organisationsbestyrelsen (OB) siden 2019 (valgt som suppleant, medlem få måneder senere)
Beboer i afdeling 41 Markskellet, Malling (76 rækkehuse opført 1997-1998)

John Hedegård i Markskellet en tåget fredag sidst i februar 2025. 

John har boet på Markskellet i 20 år. Her har han og hustruen Mette en intention om at blive boende indtil de, med Johns egne ord, skal vandret derfra. For omkring 10 år siden meldte han sig til afdelingsbestyrelsesarbejdet. Der var nogle ting, han gerne ville have lavet om, og så nyttede det jo ikke noget bare at se på. Sådan lyder hans opfordring til andre også:

Vær med til at gøre en forskel! Vi er alt for mange, der bare bor. Det er selvfølgelig helt i orden. Men vi kan alle gøre noget i den afdeling, vi bor i, og på den måde være med til at præge tingene i en positiv retning.

John nævner, at han den anden dag, så en dame sortere noget affald efterladt det forkerte sted af nogle andre i afdelingen. Han kalder indsatsen verdensklasse. Det er i hvert fald et godt eksempel på, at alle kan bidrage med noget.

Kampgejst og åbenmundethed

Det er ikke kun DOMI Boligs beboerdemokrati, der ligger John på sinde. Sport fylder pænt sagt også en hel del. Siger du fx Liverpool (fodboldklubben), lyder det prompte Dét er vigtigt!

Han har selv tidligere spillet både fodbold og bordtennis på højt plan og er i dag også træner og aktiv i et sponsorudvalg. Kampgejsten fejler fortsat ikke noget: Jeg vil vinde, om det så skal koste mig en knæskal, betror han mig. Det er jeg sådan set slet ikke i tvivl om.

John har generelt en meget direkte facon. Da jeg spørger, hvor den kommer fra, fortæller han, at han allerede som barn af sin mor fik besked på at lukke munden op og sige sin mening. Det har han så gjort siden. Det giver nogle gange nogen dask, kommenterer han, inden han med et glimt i øjet tilføjer: Dem ta’r jeg så – Jeg har brede skuldre.

Engagement

Som type er John den, der engagerer sig 100 procent. Han fortæller, at da han først blev spurgt, om han ville være med i OB, var han noget afvisende. På det tidspunkt var han i forvejen både involveret i Beder-Malling Idrætsforening, som medlem af hovedbestyrelsen, og Hørning bordtennisklub, som næstformand. Men han kunne ikke sige nej, for som han selv konkluderer:  

Jeg vil gerne være med til at ændre og påvirke ting, så også andre mennesker har det godt. Og jeg er vant til at tage ansvar og stille krav.

Han funderer: Sådan er det også i mit arbejdsliv. John arbejder som teamleder på COOP’s ferskvarelager i Hasselager. Der har han nu været i 15 år.

Arbejdet i afdelingsbestyrelsen

I afdelingen blev der på et tidspunkt efterlyst fællesaktiviteter. Det fulgte afdelingsbestyrelsen op på med en sommerfest. Den er dog ikke blevet gentaget. Det kan være værd at huske på, at fællesarrangementer godt kan kræve flere hænder end en bestyrelses.

Markskellet har sin egen Facebook-gruppe. Den administreres af bestyrelsen og fungerer ifølge John perfekt. Det tilskriver han, at der kun gælder én regel: Der må ikke skrives noget personligt. Facebookgruppen bliver på den måde udelukkende et praktisk redskab og brugt til fx at udveksle ting og tøj til genbrug, efterlyse værktøj til låns og få hjælp til konkrete opgaver.

For John er det vigtig, at vi hjælper hinanden. Gør du dig overvejelser, om du måske kan gøre noget for din afdeling, lyder hans opfordring:

Snak med formanden i din afdeling om, hvad der skal til. Orienter dig i reglementer og referater fra de seneste bestyrelsesmøder. For at være med til at gøre en forskel i beboerdemokratiet, skal du primært være god til at snakke med folk og generelt omgængelig.

Krævende godt

Mere konkret er John med i byggeudvalget, der mødes en gang i kvartalet, og med til at afholde kursus for nye afdelingsbestyrelsesmedlemmer. Derudover deltager han rundt regnet i et organisationsbestyrelsesmøde en gang om måneden og tre til fem seminarer eller lignende om året. I august-september er der også de sekst-syv afdelingsmøder i de afdelinger, som alle OB-medlemmer hver er kontaktperson for.

Generelt karakteriserer han arbejdet i OB som krævende på den gode måde: Det kræver en del forberedelse og ”røv i bukserne”. – Det er jo ikke hver dag, man er med til at træffe beslutninger til mange millioner. John uddyber:

Vi skal have økonomisk begreb og stille krav til hinanden og krav til direktøren. Vi skal også internt kunne snakke os til rette, for når vi går ud af døren, er vi en enig bestyrelse og alle skal kunne stå inde for de beslutninger, vi har truffet.

Da jeg spørger John, hvad der driver hans frivillige arbejde i OB, lyder svaret kort og godt:

Jeg er med til at hjælpe mange andre beboere.

John serverer en god kop kaffe. Efter eget udsagn er det også noget af det eneste, han har begreb om i køkkenet.

Portrættet af organisationsbestyrelsesmedlem John Hedegaard er udarbejdet marts 2025 af Berit Frydendal.

Læs også portrætterne af de øvrige medlemmer af DOMI Boligs organisationsbestyrelse april 2025. 

Dem finder du her.

Du kan læse meget mere om organisationsbestyrelsens generelle opgaver og ansvar i BL – Danmarks almene boliger’s pjece Medlem af organisationsbestyrelsen.

Her på hjemmesiden kan du læse mere om organisationen DOMI Bolig.