Repræsentantskabsmødet 2025

Organisationsbestyrelsen fik i går aftes et nyt medlem og to nye suppleanter. OB består nu af: formand Herdis Larsen, næstformand Torben Lokjær, Rikke Kristine Skovsgaard, Morten Niebuhr Andersen, Brian Holst Jensen, Karen Hansen og John Hedegaard. Claus Holm og Allan Weis (midt for) er de to nye suppleanter.   

Organisationsbestyrelsen (OB)

Hvert år til det ordinære repræsentantskab er der valg til organisationsbestyrelsen, der er DOMI Boligs overordnede ledelse. Således også i år, hvor Herdis, Morten og John modtog genvalg, mens Jytte Bie, der har været medlem af organisationsbestyrelsen de seneste seks år, valgte at stoppe.

OB er et beslutningsorgan og har som et sådant både ansvaret for sine egne beslutninger og for, at DOMI Boligs direktør får omsat beslutningerne til handling i organisationen.

Med til at varetage dette vigtige ansvar er nu også Brian Holst Jensen, der er beboer og afdelingsbestyrelsesformand i afdeling 28 Høghus, Odder og som siden 2022 har været suppleant og medlem af OB’s byggeudvalg. 

To nye suppleanter

Som suppleanter blev valgt Claus Holm, der er beboer og afdelingsbestyrelsesformand i afdeling 38, Engkærgårds Allé, Malling og Allan Weis, der er beboer og afdelingsbestyrelsesmedlem i afdeling 13, Pilevænget og Højvænget, Odder.   

Jytte Bie modtager her en lille afskedsgave med tak for hendes indsats. Herdis overrækker, Morten tager imod på Jyttes vegne og Rikke ser til. 

Repræsentantskabet

Til torsdagens ordinære repræsentantskabsmøde var der mødt 53 stemmeberettigede frem. Da der ingen indkomne forslag var, begrænsede afstemningerne sig til godkendelse af hovedforeningens årsregnskab 2024 og budget 2026 samt valg til OB.

De endelige godkendelser er repræsentantskabets opgave som DOMI Boligs øverste myndighed.

Repræsentantskabet udgøres af repræsentanter fra alle DOMI Boligs 40 boligafdelinger plus organisationsbestyrelsens syv medlemmer og to suppleanter. Afdelingerne har en, to eller tre repræsentanter alt efter, om der bor under 30, under 100 eller 100 og derover i den aktuelle afdeling.

Repræsentanterne vælges af den enkelte afdeling, enten på afdelingsmødet blandt de deltagende beboere, eller i forbindelse med det første bestyrelsesmøde afholdt herefter blandt de valgte bestyrelsesmedlemmer.

Du kan læse mere om: Organisationsbestyrelsens arbejde og repræsentantskabets rolle her på hjemmesiden. 

De fremmødte blev taget godt imod ved ankomst og holdt vel orienteret undervejs.

Fast dagsorden

Et ordinært repræsentantskabsmøde følger en fast dagsorden. Ud over valg til organisationsbestyrelsen indbefatter den ikke mindst formandens beretning, organisationens økonomi og eventuelt, der også denne aften blev til en skøn sammenblanding af henstillinger, fif og spørgsmål.   

Formanden beretter.

Heidi fremlægger boligorganisationens regnskab.

Direktøren svarer på spørgsmål.

Formandens beretning

Herdis tog i fuld fart repræsentantskabet med igennem højdepunkterne i alt det, der er sket i det forgangne år. Derudover løftede hun sløret for, hvad der skal ske – og hvad organisationsbestyrelsen har valgt at give afdelingerne mulighed for, der kan ske – i årene fremover.

Det kan bemærkes, at OB har valgt at åbne op for nye fællesskabspakker – puljer med tilskud til initiativer, der kan understøtte fællesskaber på kryds og tværs i afdelingerne:

• BAT 10 til 100 – en bordtennispulje
• Redskabspuljen – delemulighed for værktøj, man sjældent bruger
• God idé-puljen – op til 20.000 kr. til nye initiativer i afdelingerne, bare spørg
• Pavillonpuljen – op til 250.000 kr. årligt til fællesrum, hvor det mangler. 

Dem kommer alle til at høre mere om.  

Læs mere her:

Referat repræsentantskabsmødet 22.05.2025

 Organisationsbestyrelsens årsberetning 2024  

Aftenens overraskelse

Vi var vist flere, der blev overraskede, da Herdis i sin velkomst også ønskede os tillykke. Ikke desto mindre er det i år 10 år siden, at fusionen mellem AAB Odder og Beder-Malling Boligforening trådte i kraft – den 1. januar 2015.

En rejse, som Herdis i sin beretning blandt andet gav følgende ord med på vejen: 

En beslutning, der krævede både mod og tillid – og som vi i dag tydeligt ser frugterne af.

Meget er sket siden. Der har været kampe og sejre, udvikling og læring – og undervejs en god portion, ja… bøvl (…) – bøvl er bryderi, men det er også dét, der giver livet modstand og mening. Niels Villemoes siger det så fint: Har vi ikke noget at slås for, går vi i stå.

Pludselig kom der også lagkage på bordet.