Bestyrelsen i bjælkehytten

Efter mange år uden lykkedes det i år at få valgt en ny afdelingsbestyrelse for ungdomsboligerne i Beder. En række uheldige oplevelser gjorde det tydeligt for flere beboere, at en bestyrelse ville være et gode for alle. De tre unge kvinder, der udgør den nye bestyrelse, arbejder for at genskabe det fællesskab, som eksisterede før de selv flyttede ind. De er enige om, at deres fælles bjælkehytte er et fantastisk aktiv for fremtidens fællesskaber.

På den store græsplæne mellem de tre blokke med 1 og 2 værelses ungdomsboliger står en bjælkehytte. I mange år har den været brugt som et helt særligt møde- og fælleshus i afdelingen. Bestyrelsen bruger hytten som mødelokale, og beboerne bruger den til private fester og gæster.

”I vores nye bestyrelse startede vi med hytten, som er i forfald og trænger til en kærlig hånd. Vi vil gerne redde den, fordi den er et kæmpe fælleskabsredskab. Det viste sig at være mere kompliceret, end vi lige troede. Det er nemlig uvis, hvor den egentlig kommer fra,” siger Mia Schou Sørensen, formand for bestyrelsen.

Bestyrelsen er i dialog med DOMI Bolig om, hvad de kan få hjælp til, og hvad beboerne selv skal stå for. I dag lykkedes det at tænde for varmeovnen i hytten. Det er en grå vinterdag på frysepunktet, og interviewet foregår naturligvis i det alternative fælleshus helt uden nogen form for isolation.

Bestyrelse giver beboerne indflydelse

Allerede da Mia Schou Sørensen flyttede ind for 3-4 år siden, blev hun kontaktperson for afdelingen, som ikke havde haft en bestyrelse i mange år. Hendes fornemste opgave var, at få flere beboere til at møde op til afdelingsmøderne. Som årene gik, fandt hun ud af, at der faktisk var flere end hende selv, som ønskede mere fællesskab, og at de gik glip af en masse indflydelse uden en bestyrelse.

Ved lidt af et tilfælde fandt Mia ud af, at der eksisterede en Facebook gruppe for afdelingen. Hun begyndte at bruge den til at få informationer ud til de andre beboere.

”Den største udfordring er, at folk flytter ind og ud hele tiden – og især ved studiestart, hvor beboermødet ligger. Rigtig mange flytter hjemmefra og direkte ind her. De ved ikke, at de har en stemme og godt må blande sig,” siger hun.


”De aner ikke, hvilken indflydelse, man faktisk kan få. Jeg tænkte heller ikke selv over, at jeg havde noget at skulle have sagt – udover når vasken var stoppet,” siger Julie Tellerup, som meldte sig til bestyrelsen ved efterårets beboermøde, hvor fem beboere mødte op. Hun har boet her i 2 ½ år og flyttede ind, fordi hun kunne have sine to hunde og ikke er et storbymenneske.

Naboskab som fundament for bestyrelsen

Det var flere små uheldige episoder, som blev afgørende for at de tre beboere dannede bestyrelsen. I de år Mia har boet i afdelingen, har der både været indbrudsforsøg og rotter i skurene.

”Det bragte os tættere sammen, fordi vi havde noget vedkommende at snakke om, når vi mødtes på stierne,” siger Avaaraq Bendtsen Ottosen, der flyttede ind for tre år siden og er det tredje medlem af bestyrelsen.

Hun og Julie havde hundene til fælles, og lærte hinanden at kende på de mange gåture. I det hele taget har dyrene betydning for mange beboere, og lufteturene giver et naturligt kendskab mellem naboerne.

”Vi begyndte at sidde sammen udenfor, mens hundene legede. Det var hyggeligt, og vi lærte hinanden godt at kende, siger Avaaraq. Hun nyder livet i Beder, fordi der ikke sker ret meget, og på den måde minder om livet, som hun kender det fra Grønland.

Det er lidt af en detektivopgave at genoplive bestyrelsen, fordi der ikke er nogen til at overlevere opgaven til den nye bestyrelse. Derfor har de tre medlemmer kastet sig over gamle referater for at finde ud af, hvad de tidligere beboere har lavet og besluttet.

Genstart ikke uden vanskeligheder

”Vi har mange planer og ønsker. Men vi skal starte med at finde ud af, hvordan en bestyrelse fungerer. Vi skal også finde en måde at nå ud til beboerne,” siger Julie.

Alle tre deltog på DOMI Boligs intro-kursus for nye bestyrelsesmedlemmer. Men de oplever, at deres udfordringer er lidt anderledes end de andre bestyrelser, fordi afdelingen består af ungdomsboliger.

”Grundlæggende er det svært at rekruttere nye, fordi afdelingsmødet ligger præcis der, hvor unge starter på nyt studie. Derfor er der også en masse, som flytter ind og ud i løbet af efteråret. Så vi må opfinde noget andet for at fange dem,” siger hun.

Indtil videre har de en lang liste med ønsker og planer. Lige efter hytten og dens fremtid, står deres ønske om at byde nye beboere bedre velkommen. Der mangler informationer, når man flytter ind, og det vil de gøre noget ved.

”Vi har lige lavet et velkomstbrev og overvejer, hvordan vi bedst byder nye beboere velkomne. Vi har alle tre oplevet, at der er brug for meget information. Især når man ikke kender de almene boliger og beboerdemokratiets mange veje til medindflydelse,” siger Mia.

Fællesskabet skal udvikle sig naturligt

Avaaraq, Julie og Mia arbejder for at skabe mere fællesskab og medindflydelse i ungdomsboligerne. De er samtidig klar over, at der sikkert også bor nogen, som ikke ønsker det samme som dem.

”Vi skal lære at være en bestyrelse – at sætte os ud over, hvad vi selv ønsker og synes er sjovt. Vi vil finde ud af, hvad de andre egentlig ønsker,” siger Avaaraq, som også er aktiv i bestyrelsen for den grønlandske studenterforening Avalak.

Ud over velkomstfolder og information til de mange nye beboere håber bestyrelsen at få gang i fredagsbar, fællesspisning og måske udbygge deres tilløb til en fælles have. De regner med, at de får en masse foræret, når vejret igen begynder at blive så varmt, at man kan mødes udendørs – og bjælkehytten bliver det naturlige centrum for afdelingens forskellige fællesskaber.

Hytten er nu varmet så meget op, at man ikke længere kan se vores ånde. Vi er ved at slutte interviewet og det er tid at slukke for varmeovnen.

Hvad sker der, når en afdeling ikke har en bestyrelse?

Når der ikke er valgt en afdelingsbestyrelsen på årets afdelingsmøde, er det organisationsbestyrelsen, der overtager bestyrelsens opgaver, som blandt andet er:

  • deltagelse i bygningsgennemgang
  • deltagelse i markvandring
  • deltagelse i budgetcafé om afdelingens budget og regnskab

Uden en afdelingsbestyrelse, er der ikke et “lokalt” bindeled imellem afdelingens beboere og DOMI Bolig.

Uden en afdelingsbestyrelse bortfalder bestyrelsens rådighedsbeløb, der for eksempel kan bruges til at lave aktiviteter for beboerne.

Er du nysgerrig på at læse mere om beboerdemokratiet hos DOMI Bolig, så kan du læse nedenstående artikler:

Du har indflydelse på din bolig

Her går det godt – send flere penge

Flyttede sig til en ny livsstil